Drægtighedssyge:

Drægtighedssyge rammer ikke kun hunner der er drægtige (gravide) men også hanner hvormed sygdomsbetegnelsen er lidt misvisende. Sygdommen rammer dog oftest hunner der er sat i avl og meget ofte overvægtige hunner som sættes i avl.
Drægtighedssyge opstår når et marsvin ikke spiser tilstrækkeligt og begynder at forbrænde fedtreserverne i kroppen. Dette kan leveren ikke holde til hvorved denne bliver overbelastet og holder op med at fungere.

Marsvin tåler ikke at holde op med at spise i særligt lang tid. Man siger som en "tommelfingerregel" at er der gået 24 timer, så er det for sent at redde marsvinet. Derfor bør man ikke sætte hunner der vejer over 1.000 gram i avl. Der findes selvfølgelig undtagelser for regler, for nogle af de store racer, men her må man rådføre sig med en erfaren opdrætter af racen inden de sættes i avl.

Eneste behandling er at dyrlægen giver elektrolyt-indsprøjtninger (væske givet i nakken med salt- og sukker-opløsninger), men det er desværre sjældent de kan reddes.

Man vil i nogle tilfælde også fremtvinge en abort for at hunnen som er drægtig ikke skal benytte energi på at opfostre ungerne inde i hende, da de kræver ekstra energi.