Forebyggelse af skørbug (C-vitamin mangel):

Er du i tvivl om, hvorvidt dit marsvin får nok C-vitamin, så prøv at svare ærligt på følgende 3 spørgsmål:

1 ) Fodrer jeg med grøntsager med højt C-vitamin indhold som f.eks. græs, kål, kålroer, persille, peberfrugt, broccoli?

2 ) Fodrer jeg med tørfoder tilsat C-vitamin beregnet specielt til marsvin?

3 ) Giver jeg på andre måder C-vitamin tilskud?

Er svaret NEJ på alle tre ovennævnte spørgsmål, så kan du være sikker på at dit/dine marsvin i større eller mindre grad lider af C-vitamin mangel. JA til spørgsmål 3 alene kan også være problematisk, idet et tilskud af C-vitamin i drikkevandet kan være en en falsk tryghed, og at C-vitamin-pulver på en skive agurk skal spises øjeblikkeligt. Har man flere marsvin så må man også sikre sig, at ikke alle agurkeskiverne ender i maven på det mest dominerende dyr.

Udfra de tre spørgsmål kan man også udlede, hvordan man kan fodre for at undgå skørbug. Giv foder med højt C-vitamin indhold: grønt og/eller vitaminiseret tørfoder (meget gerne begge dele for at være på den helt sikre side). Gør du det ikke allerede, så giv det en chance og se, hvor meget dine marsvins helbred og trivsel forbedres!

Skrevet af

Dyrlæge Mette L. R.