Indcheck. Hvad checkes der for og hvorfor ?

Generelt sagt så er det alt der ikke er som det skal være på marsvinene. Findes der noget som ikke er som det skal være så afvises marsvinet og evt. alle marsvin fra samme husstand.

Jeg vil prøve at give en beskrivelse af hvad der kigges mere specifikt efter fra hoved til bagdel.

Som regel (individuelt fra indchecker til indchecker) startes der med at mærke langs kroppen for knuder og lignende, derefter løftes marsvinet op så vi kan se kønnet og maveregionen. Hvis der er pelsforandringer på maveregionen ved vi at vi skal være mere opmærksomme andre steder hvis det altså ikke bare er slid fordi marsvinet er for tykt :-)
Er det en hun skal vi jo checke for evt. drægtighed. Hunner der er drægtige afvises for deres skyld, så de undgår stress ved at blive udstillet og en masse fremmede mennesker går forbi buret.

Lad os tage det fra hovedet af og arbejde os bagud (med de vigtigste ting).

Ved hovedet så kigges der på munden for at se om marsvinet savler, hvilket kan indikere tandfejl og for at se om der skulle være læbesvamp. Der lyttes efter besværet vejrtrækning og kigges efter om der er udflåd fra næsen. Der kigges også på øjnene for at se om der skulle være betændelse eller andet i vejen med dem. Ørene kigges også efter for at se om der er nylige skader. Hagen kigges/mærkes efter da det oftest er der at bylder forekommer. 

Nu kommer vi så til forenden af kroppen og forbenene. Hvor de vigtigste ting er pelsforandringer under forbenene, da der her oftest vil være noget at se ved Sellnick og andre (hud)sygdomme.

Selve kroppen kigges/mærkes efter for pelsforandringer, sår, knuder, drægtighed og lignende. Der kontrolleres også for sygelig afmagring, ringorm og underudvikling.

Bagdelen af kroppen og bagbenene, her kigges der meget efter lus og lopper og pelsforandringer. Det er også oftest her at hømider sidder (ikke at der afvises på dem, men mange børne-/kæledyrs opdrættere har fået kommentaren hømider som tæller ned på bedømmelserne så det kan være en hjælp til at man måske kan nå at få dem fjernet inden bedømmelsen).

Jeg håber jeg har fået det meste med her, for der kan godt være noget jeg har glemt i teksten. Artiklen er lavet som en grundlæggende oplysning om indcheck.


Hvad afvises der så for uden varsel ?

Lad os starte med det vigtigste. Pelsforandringer som er sygdomslignende vil medføre at alle dyr afvises uden yderligere kontrol. Lus & Lopper betyder også afvisning, dog er førstegangsudstiller undtaget for denne regel hvis lus og lopper kan slås ihjel inden de kommer ind på udstillingen. Bylder der er sprunget betyder afvisning af dyret og evt. alle andre dyr hvis der er mistanke om at de kan have fået noget af pusset på sig. Har man overnattet hos nogen sammen med sine dyr inden en udstilling som bliver afvist for mistanke om smitsomme sygdomme, så bliver de alle afvist (også de dyr der har overnattet). Hvis man kunne komme til at glemme "denne oplysning" når dem man har overnattet hos bliver afvist eller den der har overnattet hos en "glemmer at oplyse det" så kan der komme sanktioner fra DMK. Der er en meget stor grund til at ALLE dyr skal checkes ind, og det er for at beskytte vores allesammen marsvin.
Så en omgåelse af reglerne udsætter vores allesammens marsvin for en smitterisiko som vi gerne vil være foruden. Vi har dem vel ikke for sjov, men fordi vi holder af dem.

Alle dyr fra en husstand skal indcheckes før nogen af dyrene må sættes i burene/komme ind på udstillingen. Det kunne jo være det sidste dyr der blev afvist med noget som gør at de alle bliver afvist.

Husk at indcheckerene ikke er der for at genere nogen, men for at hjælpe os alle sammen mod smittefare. Nogen gange kan indcheckerenes afvisning føles uretfærdig, men dem der afvises bliver det for at beskytte resten af dyrene !!! Så husk selv at kigge jeres marsvin efter inden i kommer til en udstilling. Er du i tvivl, så lad dyret blive hjemme. Hvis man er i tvivl om det kan være en smitsom sygdom så skal man selvfølgelig lade ALLE sine dyr blive hjemme for ikke at udgøre en mulig smittefare.

P.S. Efter jeg selv er blevet indchecker så har jeg opdaget hvor meget det betyder at man har klippet klørne på sine marsvin inden udstillingen, dette gælder også salgsdyr. Klip venligst hjemmefra, da spidse kløer river os indcheckere :-)


Venlig hilsen

Johnny Ramm.
Indchecker i DMK.
Trykt i Agurke Tidende # 10, December 2003.